Spring til indhold

Borgmesterbesøg i Ågerup

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen var tirsdag den 22. marts på besøg i Ågerup Børnehus og på Ågerup Skole. Borgmesteren fik set legepladsen i skoven i solskin, sunget morgensang og svaret på en masse gode spørgsmål fra kvikke elever
23.03.2022

Glade børn og voksne

Det var et strålende solskinsvejr i Ågerup, da Christina ankom, så rundturen startede udendørs, hvor nogle af børnehavebørnene legede på legepladsen. Alle børn havde glædet sig til at møde Borgmesteren, og nogle havde endda mødt hende før.

 

Troels Lundgård Hansen, der er pædagogisk leder i børnehuset fortalte om hverdagen i Ågerup Børnehus. Lige nu afprøver de eksempelvis i vuggestuen en minibørnehave, hvor de største børn er sammen i et fællesskab, der er tæt på børnehaven. Derudover kunne Troels fortælle lidt om lokalerne og noget af det, de er særligt dygtige til i Ågerup. De har nemlig fleksible læringsmiljøer og arbejder med Pædagogiske Læringsprojekter.

”I stedet for at tage en institution og putte børn i, så bygger vi institutionen op hver dag. Alle møbler er flytbare, der kan sættes små vægge op, laves rolige zoner eller specifikke lege – alt efter hvad børnene kommunikerer, at de har behov for", fortæller Troels Lundgård Hansen.

Derudover arbejder de i Ågerup Børnehus aktivt med Pædagogiske Læringsprojekter gennem partnerskaber med eksempelvis Kulturstafetten, Danmarks Jægerforbund og Aprilfestivalen.

Tag mig med til Joanna

Alle skolens elever var samlet – og de havde valgt Joanna skulle synges sammen med Borgmesteren. Der var også en masse spørgsmål fra børnene. En ville vide, hvordan det er at være borgmester i Holbæk, og om hun kendte Mette Frederiksen, en anden hvordan man udtaler efternavnet Krzyrosiak. Der blev spurgt til, hvilket papirarbejde der er for en borgmester, og hvad hun gør ved krigen i Ukraine. Alle fik vi en god snak.

Borgmesteren fik lov at se, hvordan værkstedsfag foregår i 0.-1. klasse med en masse poster med forskellige opgaver.

I 2.-3. klasse havde eleverne forberedt ”Hvis jeg var Borgmester”, hvor de præsenterede nogle flotte selvportrætter, som fortalte, hvad de ville kæmpe for som borgmestre. Her var der alt fra en skolebus, mad på skolen, skolemobil, skolebiograf og tidligere fri. 

Til sidst en tur i Håndværk og Design med fri fantasi, kreativitet, skills og snilde - og en tur på skolens bibliotek.
Biblioteket er ifølge pædagogisk leder Sune Leibrandt et af de særligt bevaringsværdige miljøer på skolen. ”Når man er så langt fra Holbæk Bibliotek, så er det vigtigt at have bøgerne tæt på skolen. Børnene kan gå over og blive inspireret, læse i og låne rigtige bøger. Det er noget, vi sætter stor pris på", fortæller Sune.

Tirsdagsbesøg

Christina Krzyrosiak Hansen tager en gang om ugen i praktik eller på besøg hos en institution, et kulturtilbud, en forening eller en lokal virksomhed, og har gjort det så meget som muligt - lige afbrudt af corona. For Borgmesteren handler besøgene om at være nærværende lokalt og se styrker og udfordringer helt tæt på. Vi er stolte af at vise vores hverdag frem i Ågerup. Sidste gang borgmesteren gæstede Ågerup, var da hun havde flyttet sit kontor ud til Vipperød. Det var tilbage i maj 2018. 

 

 



Feedback

Sidst opdateret

24.03.2022

Ansvarlig redaktør

Lærke Dyre Christiansson