Velkommen til Ågerup SFO
Ågerup SFO er et fritidstilbud for børn i 0.–3. klasse, hvor nærvær, fællesskab, leg og kreativitet danner rammen om børnenes hverdag.
Vi er en mindre SFO med en hyggelig og overskuelig atmosfære, hvor alle kender alle. Den tætte hverdag skaber et særligt fællesskab på tværs af alderstrin, og børnene oplever en tryg overgang mellem skole og fritid. Vores stabile og erfarne personalegruppe brænder for fritidspædagogik og arbejder hver dag for at skabe meningsfulde fællesskaber og gode oplevelser for børnene.
Hverdagen byder på mange forskellige aktiviteter både ude og inde. Udenfor er der liv på legepladsen, mooncars på stierne og aktiviteter omkring bålet, hvor børnene samles om fællesskab, leg og madlavning. Vi er omgivet af smuk natur og benytter flittigt de naturskønne omgivelser og de mange gode faciliteter omkring skolen.
Indendørs er der også masser af muligheder. I salen arrangeres der blandt andet stikbold, Tarzanbaner og andre bevægelsesaktiviteter, der udfordrer både motorik og samarbejdsevner. I vores kreative værksted arbejdes der med stor entusiasme på projekter, hvor fantasi, håndværk og skaberglæde er i centrum. Vi har også et spillerum, hvor brætspil prioriteres højt, fordi de understøtter fællesskab, koncentration og gode relationer. Derudover åbner vi et par gange om ugen for Nintendo eller PlayStation som en del af det samlede aktivitetstilbud.
Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med lokalområdet og de mennesker, der er omkring os. Det er med til at skabe en SFO, der er forankret i lokalsamfundet og giver børnene oplevelser, som rækker ud over skolens rammer.
I Ågerup SFO møder børnene engagerede voksne, der er nærværende, tydelige og interesserede i deres trivsel og udvikling. Vi arbejder for at skabe et fritidsmiljø præget af tryghed, fællesskab, nysgerrighed og plads til forskellighed, så alle børn oplever at høre til.
I skolernes ferier er vi sammen med Vipperød i deres SFO. I uge 29+30 holder vi helt lukket – der er mulighed for nødpasning. Det kan man læse mere om på Holbæk kommunes hjemmeside. Vi starter op i vores egen SFO igen i uge 32 inden skolestart.

Åbningstider og lukkedage

Kontakt
Krogen: 72 36 13 24
Administration: 72 36 78 20
Leder af SFO, Rune Skougaard: 72 36 42 59
